Forebyggelse og modstandskraft

I de 12 danske politikredse findes der såkaldte Infohuse, hvor forebyggelsen af radikalisering og ekstremisme koordineres med deltagelse af en række aktører fra politi og kommune. SSP-samarbejdet (som er et formaliseret samarbejde mellem skole, sociale myndigheder og politi) står helt centralt i forebyggelsesindsatsen. Det hænger godt sammen med tankesættet om, at radikaliseringsproblematikken skal ses i sammenhæng med andre bekymringsområder, som for eksempel mistrivsel, misbrug, vold og kriminalitet, og således indgår i det øvrige sociale og kriminalpræventive arbejde.

Det forebyggende arbejde dækker hele spektret fra bredt oplysningsarbejde til målrettet håndtering af specifikke udfordringer med radikaliserede og voldsparate unge. Det vil sige, at der for eksempel afholdes oplæg, undervisning og temadage om problematikken for at sikre, at unge og voksne generelt bliver bedre klædt på til at modstå og håndtere problematikken – i deres roller som for eksempel forældre, lærere, undervisere, sportstrænere eller medstuderende/venner. Det vil også sige, at der rækkes ud og etableres relationer til unge, der viser tegn på radikalisering eller anden udsathed og mistrivsel. Og så vil det sige, at der bliver sat ind i håndteringen af enkeltsager, hvor personer er blevet radikaliseret og eventuelt også indgår eller har indgået i kriminelle og voldelige aktiviteter. Hvis det sidste er tilfældet, kan der være tale om strafferetlige tiltag, men der kan også være tale om rådgivning om exitforløb (for hvordan de unge kommer ud af den ekstremistiske og kriminelle løbebane og bliver resocialiseret). Dette kan blandt andet indeholde elementer som psykologsamtaler, jobtilbud og mentorforløb.

Derfor kan aktører i lokalsamfundet også spille en væsentlig rolle i det forebyggende arbejde mod radikalisering. Her er der mulighed for at sætte tidligt ind, hvis tegn på radikalisering og frekventering af ekstremistiske miljøer bliver opdaget. Heldigvis viser forskningen, at selv lokalsamfund, som i den offentlige debat fremstilles som ”belastede”, har ressourcer og handlemuligheder, der kan medvirke til at forebygge, mindske eller helt modvirke radikalisering og voldelig ekstremisme. Langt oftest vil der være en fælles interesse mellem de forskellige aktører, der er til stede lokalt, i at stoppe en radikaliseringsproces – ligesom det er tilfældet i forhold til (andre) kriminelle udviklinger hos et individ.

Ordet lokalsamfund skal i denne sammenhæng forstås som et geografisk afgrænset område, der består af forskellige sociale og økonomiske strukturer, der er afhængige af hinanden. Lokalsamfundet består af en lang række aktører. Det er alt fra lokale myndigheder, skoler, væresteder og klubber, fritidsforeninger, biblioteker, lokale kiosker, restauranter og butikker, boligforeninger, religiøse fællesskaber samt nære relationer (venner, familie og naboer).

Ordet modstandskraft er en oversættelse af begrebet resilience, der har sin oprindelse i naturvidenskaben, hvor det anvendes til at betegne en organismes evne til at overleve eller tilpasse sig, uanset hvilke fare der kommer fra omgivelserne. I samfundsvidenskab anvendes det til at betegne et individs, en organisations eller et samfunds evne til at fungere i modgang, blive klogere og finde løsninger, der kan mindske risikoen for, at et problem opstår på ny. Dette ord, modstandskraft, beskriver i denne sammenhæng den sammenhængskraft og det modsvar, der er hos de aktører, der er til stede lokalt, og som kan spille en rolle i det forebyggende arbejde mod radikalisering.

Forskning på området viser, at vigtige karakteristika ved et lokalsamfund med stor modstandskraft mod radikalisering (og dermed et lokalsamfund, der har forudsætningerne for at engagere sig i det forebyggende arbejde mod radikalisering) blandt andet er eksistensen af 1) tillid mellem de lokale aktører; 2) diversitet i kompetencer og evner hos de mennesker, der bor der; 3) fællesskabsfølelse; 4) evne til at opbygge en fælles forståelse af udfordringer og mulige løsninger; 5) enighed om mål og metoder til udførelse; 6) proaktivitet; 7) evne til at finde nye, kreative løsninger på uventede eller nye problemer; samt 8) evne til at lære (også af fejl) og tilpasse måder, hvorpå man forstår problemer og reagerer på dem.

Myndighederne spiller en afgørende rolle både i det forebyggende arbejde, og når der faktisk er eksempler på radikalisering. Men myndighederne kan ikke gøre det alene. Lokalsamfundet mere bredt har bedre forudsætninger for at opfange, forstå og reagere på lige præcis de individuelle udfordringer, der er i det pågældende tilfælde. Derfor lægges der fra politisk side nu mere fokus på de ressourcer og initiativer, der allerede er til stede lokalt.

Det følgende er en gennemgang af nogle af de væsentlige aktører, der er til stede i lokalsamfund, og som forskning peger på kan spille en afgørende rolle i forhold til det forebyggende arbejde mod radikalisering og ekstremisme.

En afgørende faktor ved håndteringen af radikalisering og ekstremisme er tillid. Ikke overraskende er dette en af årsagerne til, at familien og hjemmet er blandt de vigtigste aktører, når det kommer til det forebyggende arbejde. Familiemedlemmer kan være blandt de første, som opdager forandringer. Ofte er familien også meget interesseret i at få den unges radikaliseringsproces standset. Desværre er nogle familier bange for spørge om hjælp. De kan være bange for at blive sat i bås, og de kan være bange for at få myndighederne involveret.

Hvis familien ikke har mulighed for eller ikke evner at gribe ind, kan andre nære relationer spille en væsentlig rolle. Det kan for eksempel være tillidsfulde venskaber eller lærer-/elevrelationer.

Skoler og uddannelsesinstitutioner spiller også en væsentlig rolle i det forebyggende arbejde. Her kan de unge tilbydes inkluderende fællesskaber, ligesom der her er en faglig platform, hvor de unge kan lære de normer, værdier og den viden, der skal til, for at kunne forholde sig kritisk til det ekstremistiske materiale, de møder, og så de kan gennemskue graden af troværdighed i diverse informationskilder.

I klubber og væresteder er de unge sammen med uddannede pædagoger og andet personale, der kan bidrage til at afdække radikalisering hos enkeltpersoner. Klubber og væresteder spiller også en stor rolle ved at give de unge en følelse af fællesskab og ved at styrke deres selvtillid. Det kan altså udgøre et positivt alternativ til fællesskaber i ekstremistiske grupperinger.

Frivillige foreninger kan samle og styrke et lokalsamfund, fordi de er baseret på grundværdier om gensidige og forpligtende fællesskaber. Forskning peger på, at det kan give øget selvværd samt skabe venskaber, hvis man er med i eksempelvis en sportsklub, kommer i musikskolen, er aktiv i en politisk ungdomsorganisation, en humanitær organisation eller går til spejder, for blot at nævne nogle eksempler. Hertil kommer, at de frivillige foreninger kan fostre aktiv deltagelse i samfundet eller inden for enkeltsager, hvilket er en vigtig faktor i forhold til at imødegå afgørende faktorer for, at nogle bliver radikaliserede.

De samme faktorer gælder for religiøse fællesskaber – naturligvis forudsat, at de ikke selv er eksponenter for ekstremistiske og antidemokratiske fortolkninger af religion. Forskning peger for eksempel på, at imamer og andre i det religiøse fællesskab kan spille en vigtig rolle ved aktivt at imødegå ekstremistiske udlægninger af Islam.

For de myndigheder, der er til stede lokalt, såsom politi, er det afgørende for deres indsats i det forebyggende arbejde, at de formår at ”lægge uniformen” og opbygge lokalkendskab og skabe tillidsfulde relationer. Det er centralt, at de lokale myndigheder ikke bekræfter opfattelsen af ”os-dem” og dermed uforvarende kommer til at bidrage til en følelse af for eksempel racisme eller marginalisering.

Hvad bidrager til forebyggelse og modstandskraft?

Når det kommer til det forebyggende arbejde, så er der meget, man som individ og i grupper og organisationer kan gøre. I det følgende kommer et par nedslagspunkter.

Fællesskab har stor betydning for individets trivsel og dermed deres sårbarhed. Oplevelsen af at være et værdsat medlem af en familie, gruppe af venner, klasse eller forening understøtter individuel modstandskraft og bidrager i høj grad til at forebygge radikalisering og ekstremisme.

Som pårørende er noget af det vigtigste, og ofte det sværeste, at holde en åben og positiv dialog med den person, man er bekymret for, uden at virke fordømmende. Dette kan være svært, når man ikke er enig i personens holdninger, hvad enten det drejer sig om en datter, en bror, en fætter eller en barndomsveninde, der er i en radikaliseringsproces. Hvis en person føler sig afvist og fremmedgjort, kan det være med til at forstærke følelsen af isolation og dermed forstærke radikaliseringen. Hertil kommer, at nogle som en del af deres radikalisering netop lukker ned for relationer og holder deres tanker for sig selv, hvilket både er foruroligende og potentielt også farligt. Så dialog med og relationer til pågældende person er vigtigt.

Ofte kan der herske en vis berøringsangst i forhold til at tale om et emne som radikalisering. Det er vigtigt, at eventuelle tabuer nedbrydes, for hvis det ikke falder folk naturligt at tale med personer i nærmiljøet om svære ting, kan der opstå situationer, hvor pårørende faktisk har opdaget, at noget er ved at gå galt, men ikke tør bede om hjælp.

Skoler, klubber, væresteder og foreninger kan ligeledes spille en væsentlig rolle. Her kan unge – også unge, der ikke har stærke primære relationer – finde et fællesskab. Det kan være udfordrende som forening og organisation at udleve den rummelighed, der kan være nødvendig for at sikre plads til de personer, der falder ved siden af normen. Her er nøgleordet inklusion.

En erfaring i den sammenhæng er, at der ikke skal tages afstand fra den enkelte person, men fra den eventuelle uhensigtsmæssige adfærd, personen har. Det er altså afgørende, at kunne skelne mellem en person og denne persons adfærd. Derudover kan noget så enkelt som at behandle sine medmennesker godt have større betydning, end man lige tror. Det er centralt, at man altid overvejer sine valg af ord, at man nuancerer politiske holdninger, og at man generelt går ikke-generaliserende til andre mennesker. Når det er sagt, er en del af relationsarbejdet også at kunne markere, hvad der er acceptabel og ikke-acceptabel adfærd og holdninger. Det skal man holde fast i.

Slutteligt er det centralt, at man som lokal aktør – og dermed også som studerende, lærer eller foreningsrepræsentant – har mod på at indgå nye samarbejder lokalt. Hver især har de forskellige aktører nogle styrker og svagheder. Nogle aktører er særligt gode til relationsarbejdet, mens andre har deres force i at lave meningsfulde aktiviteter for større grupper. Det er i samarbejdet mellem forskellige aktører – hvad enten det er de frivillige foreninger, myndigheder eller skole – at man kan nå allerflest i det forebyggende arbejde mod radikalisering. Det behøver ikke at have mærkatet ”forebyggelse af radikalisering og ekstremisme” på sig, men kan være en del af et bredere socialt og/eller kriminalpræventivt samarbejde, der handler om inklusion og trivsel.

Forebyggelse kan siges at foregå på tre niveauer:

Den opbyggende indsats angår os alle. Det er den del, der sikrer, at vi som mennesker trives og har en følelse af at høre til. Den opbyggende indsats foregår i hjemmet, i skolen og i klubber og foreninger, hvor børn og unge udvikler sociale kompetencer, kritisk sans, samfundsengagement og ansvarsbevidsthed. Det er den del af vores opdragelse og uddannelse, der gør os til robuste og engagerede medborgere generelt, og som også gør os mindre sårbare over for radikalisering.

Den foregribende indsats er rettet mod grupper og personer, der er radikaliseringstruede og på anden måde udsatte. Det vil sige, hvor der ses tegn på mistrivsel og eventuelt søgen mod ekstremistiske eller kriminelle miljøer. Den foregribende indsats er mere målrettet end den opbyggende indsats og omfatter blandt andet sociale og kriminalpræventive indsatser i socialt udsatte områder. Målet er at stoppe radikalisering i opløbet og at tilbyde positive alternativer til de unge.

Den indgribende indsats er rettet mod personer, der allerede er blevet radikaliseret, og som eventuelt også har begået kriminalitet. Målet er at få individerne ud af de ekstremistiske miljøer og tankesæt og naturligvis også at få stoppet den voldelige og kriminelle løbebane, de måske har påbegyndt. Afhængig af situationens karakter og alvor kan det involvere efterforskning og strafferetlige tiltag, men også ”blødere” indsatser, som mentorforløb, hvor radikaliserede mødes med en mentor, som støtter dem i at finde en vej tilbage til et liv uden ekstremisme og kriminalitet.