Ekstremisme: Yderligtgående holdninger og/eller adfærd hos personer, der udviser en stærk intolerance eller et direkte had over for bestemte samfundsgrupper og accepterer anvendelsen af ikke-demokratiske, ulovlige eller voldelige midler for at ændre noget i samfundet.
Radikalisering: Den proces, en person går igennem i sin udvikling hen mod et stadigt mere ekstremistisk tankesæt og eventuelt handlingsmønster.
Politisk ekstremisme kan eksistere på både højrefløjen og venstrefløjen af det politiske spektrum (ligesom der kan være tale om ekstremisme i forhold til mere specifikke enkeltsager). Ideologisk står de to fløje i skarp opposition, og der er løbende konfrontationer mellem dem. Der er imidlertid langt fra tale om to samlede fløje, men derimod om en lang række forskellige strømninger, grupperinger og individer, der inden for hver fløj indbyrdes er vidt forskellige, ofte uenige og endda nogle gange direkte modstandere.
I Danmark var de højreekstremistiske miljøer tidligere domineret af nationalsocialister, populært kaldet (ny)nazister, som kendetegnes ved en racistisk ideologi, hvor voldsanvendelse ofte ses som værende helt nødvendig og legitim i kampen for en stærk og ”raceren” stat – med inspiration fra Hitlers nazisme og Mussolinis fascisme.
Hvor fjendebilledet tidligere i høj grad var antisemitisk, har højreekstremismen i dag et mere nationalistisk og antimuslimsk fokus rettet mod muslimer og indvandrere samt de liberale eller ”kulturmarxistiske” eliter, der beskyldes for bevidst at fremme indvandringen og undergrave nationalstaten.
På tværs af de højreekstremistiske miljøer er der en udbredt opfattelse af, at det liberale demokrati har en iboende svaghed i form af blødsødenhed og tolerance, som ultimativt vil føre til systemets sammenbrud, fordi man accepterer fremmede, samfundsundergravende elementer. For nogle højreekstremister udgør det politiske system, som, de mener, har tilladt ”islamiseringen” eller udviklingen af et multikulturelt samfund, i sig selv en fjende. Anders Behring Breikviks angreb i Norge den 22. juli 2011, hvor i alt 77 mennesker blev dræbt, kan siges at være et alvorligt eksempel på dette.
I radikaliseringsøjemed har opfattelsen af en konflikt mellem islam og Vesten virket som en mobiliserende faktor, hvor højreekstremister har kunnet læse selv små sammenstød ind i en større, global kamp. Fordi den ekstreme højrefløj i dag er mere fokuseret på kultur end på race, kan den rekruttere fra et bredere politisk segment af sympatisører. Dette gør yderligere, at disse personer ikke nødvendigvis opfatter sig selv som racister eller højreekstremister i en traditionel forstand, men derimod som eksempelvis antimuslimer eller nationalister. Set udefra kan det også gøre, at skillelinjen mellem politiske aktivister og deciderede ekstremister til tider bliver mere uklar.
Danmark har indtil videre været forskånet for den helt grove højreekstreme vold, som har fundet sted i Danmarks nabolande. I Sverige og Tyskland er dette blandt andet kommet til udtryk i en lang række brandattentater mod asylcentre. Trusler, vold og overfald mod politiske modstandere eller udsatte grupper er derimod aktuelt.
Inden for de seneste årtier har de digitale platforme vundet frem som alverdens ekstremisters nye kampplads, og denne tendens vil sandsynligvis fortsætte i takt med udviklingen af de digitale teknologier. Modsat traditionel aktivisme og mobilisering på gadeplan og i forenings- og partiregi tilbyder de digitale medier adgang til et globalt publikum, ligesom det ofte er en relativt omkostningsfri form for aktivisme, både hvad angår økonomiske ressourcer og juridiske konsekvenser.
