Fokus for jeres gruppearbejde er den tidligere nynazist, Thomas Vestergaard, der fortæller om sine 15 år med højreekstremisme. Jeres case er den vedlagte video.
Thomas Vestergaard arbejder i dag med forebyggelse af radikalisering og har i december 2017 udgivet bogen Mit liv til skræk og advarsel. Casen, ’Mit had til skræk og advarsel’, bliver brugt med godkendelse fra Thomas Vestergaard og Danmarks Radio, som har rettighederne til dette materiale.
Før I ser videoen, skal I skimme de fire spørgsmål og læse de to afsnit nedenfor: ’Politisk ekstremisme’ og ’Sociologisk vinkel’. Det gør jer klar til den efterfølgende drøftelse i gruppen og præsentation for klassen.
Jeres præsentation skal indeholde følgende elementer. I kan med fordel bruge PowerPoint eller Prezi – og tænk gerne i gode billeder og visualiseringer af jeres overvejelser. Hver gruppe har i alt 20 minutter inklusiv introduktion til casen. Åbn for drøftelse med klassen: Hvad har de at byde ind med?
Ekstremisme: Yderligtgående holdninger og/eller adfærd hos personer, der udviser en stærk intolerance eller et direkte had over for bestemte samfundsgrupper og accepterer anvendelsen af ikke-demokratiske, ulovlige eller voldelige midler for at ændre noget i samfundet.
Radikalisering: Den proces, en person går igennem i sin udvikling hen mod et stadigt mere ekstremistisk tankesæt og eventuelt handlingsmønster.
Politisk ekstremisme kan eksistere på både højre- og venstrefløjen af det politiske spektrum, ligesom der kan være tale om ekstremisme i forhold til mere specifikke enkeltsager. Ideologisk står højre- og venstrefløjen i skarp opposition til hinanden, og der er løbende konfrontationer mellem dem. Der er imidlertid langt fra tale om to samlede fløje, men derimod om en lang række forskellige strømninger, grupperinger og individer, der inden for hver fløj indbyrdes er vidt forskellige, ofte uenige og endda nogle gange direkte modstandere.
I Danmark var de højreekstremistiske miljøer tidligere domineret af nationalsocialister, populært kaldet (ny)nazister, som kendetegnes ved en racistisk ideologi, hvor voldsanvendelse ofte ses som værende helt nødvendig og legitim i kampen for en stærk og ”raceren” stat – med inspiration fra Hitlers nazisme og Mussolinis fascisme.
Hvor fjendebilledet tidligere i høj grad var antisemitisk, har højreekstremismen i dag et mere nationalistisk og antimuslimsk fokus rettet mod muslimer og indvandrere samt de liberale eller ”kulturmarxistiske” eliter, der beskyldes for bevidst at fremme indvandringen og undergrave nationalstaten.
På tværs af de højreekstremistiske miljøer er der en udbredt opfattelse af, at det liberale demokrati har en iboende svaghed i form af blødsødenhed og tolerance, som ultimativt vil føre til systemets sammenbrud, fordi man accepterer fremmede, samfundsundergravende elementer. For nogle højreekstremister udgør det politiske system, som, de mener, har tilladt ”islamiseringen” eller udviklingen af et multikulturelt samfund, i sig selv en fjende. Anders Behring Breikviks angreb i Norge den 22. juli 2011, hvor i alt 77 mennesker blev dræbt, kan siges at være et alvorligt eksempel på dette.
I radikaliseringsøjemed har opfattelsen af en konflikt mellem islam og Vesten virket som en mobiliserende faktor, hvor højreekstremister har kunnet læse selv små sammenstød ind i en større, global kamp. Fordi den ekstreme højrefløj i dag er mere fokuseret på kultur end på race, kan den rekruttere fra et bredere politisk segment af sympatisører. Dette gør yderligere, at disse personer ikke nødvendigvis opfatter sig selv som racister eller højreekstremister i en traditionel forstand, men derimod som eksempelvis antimuslimer eller nationalister. Set udefra kan det også gøre, at skillelinjen mellem politiske aktivister og deciderede ekstremister til tider bliver mere uklar.
Læs mere om emnet her: www.stopekstremisme.dk.
Nazisme: Stærkt højreorienteret politisk ideologi, som er tæt knyttet til Adolf Hitlers totalitære diktatur i Tyskland, 1933-45. Ideologien kendetegnes ved ekstrem nationalisme og idéen om, at den ariske race er andre racer overlegen og ikke må ”blandes”. Dertil kommer had til jøder, kommunister, kapitalisme og økonomisk liberalisme.
Fascisme: Politisk ideologi, som i mange henseender minder om nazismen, men hvor en nations overlegenhed snarere ses som kulturelt betinget fremfor biologisk. Fascisme kan ligeledes karakteriseres ved et autoritært styre centreret omkring en stærk stat og diktatorisk leder.
Begrebsafklaring
Socialisering: Den proces, hvorved sociale normer, roller og værdier indlæres hos den enkelte.
Social eksklusion: Udelukkelse fra fællesskaber.
Stereotyper: Forsimplede og forvrængede forestillinger om bestemte befolkningsgrupper, der indlæres som en del af socialiseringen og er meget modstandsdygtige mod de argumenter, der fremføres mod dem.
Sociale kategorier: Skabelse af en form for ensartethed, hvor medlemmer har noget tilfælles, der adskiller dem fra dem, der ikke er inkluderet. National identitet (’dansker’) er et eksempel på en social kategori.
Virtuelle/digitale fællesskaber: Et fællesskab eller netværk af individer, der interagerer gennem digitale kanaler (for eksempel sociale medier).
Norm: Forventning om en specifik adfærd eller holdning. Normer kan være formelle i form af love eller uformelle i form af uskrevne regler. Til normer knyttes sanktioner, der er med til at sørge for, at normerne ikke bliver brudt.
Social kontrol: Kombination af normer og sanktioner, der skaber en social orden, som vi indretter os efter.
Se Sociologi ABC for yderligere
Medierne fremhæver ofte religion og ideologi som de væsentligste forklarende faktorer for, at unge mennesker tiltrækkes af ekstremistiske miljøer og radikaliseres. Det er imidlertid i mange tilfælde et forsimplet og misvisende billede.
Ofte er det i første omgang følelsen af at høre til, at være en del af et fællesskab, at få identitet, anerkendelse og spænding, der tiltrækker unge mennesker, der måske lige netop savner disse elementer i deres liv. I de tilfælde kommer det sociale aspekt først og det religiøse eller ideologiske/politiske aspekt efterfølgende.
Som mennesker formes og socialiseres vi gennem hele livet i en løbende vekselvirkning med vores omgivelser. Den primære socialisering finder sted i familien. Den tidlige opvækst og barndom har stor indflydelse på det enkelte individ, for her lægges nogle af de fundamentale ”klodser” i vores identitetsdannelse og selvtillid. Det gør en stor forskel, om man starter sit liv i en ressourcestærk familie med omsorg, kærlighed, støtte og positiv anerkendelse, eller om barndomshjemmet er præget af fravær og svigt – eller endda af vold og misbrug. Familien er dog langt fra den eneste påvirkende faktor i vores socialisering.
Den sekundære socialisering finder sted i daginstitutioner, blandt venner, i skoler, i sportsklubber, i foreningsfællesskaber, på arbejdspladser, gennem medier og virtuelle fællesskaber – kort sagt, gennem alle de sociale relationer, vi indgår i igennem vores liv og særligt i vores barndom og ungdom.
Internettet og de sociale medier spiller i dag en helt central rolle for unges socialiseringsproces og identitetsdannelse. Udover at skabe adgang til enorme mængder information og viden, giver medierne mulighed for dannelsen af nye fællesskaber og tilhørsforhold, der i høj grad går på tværs af tid og rum, det vil sige, at de også er uafhængige af store geografiske afstande.
Igennem vores sociale relationer – i både den primære og den sekundære socialisering og i både den fysiske og den virtuelle verden – opbygges vores forestilling om, hvem vi selv er, samt hvad vi kan, må og bør som individer og i de forskellige fællesskaber, vi indgår i. Vi opbygger ligeledes forestillinger om, hvem der er forskellig fra os selv, og som ikke hører til i vores fællesskab. Det kan kaldes en social kategorisering og er i sig selv en normal proces i individets forståelse af verden. Individet har brug for sociale tilhørsforhold og anerkendelse fra andre i fællesskabet.
Sociologen, Axel Honneth, har peget på tre anerkendelsesniveauer, der alle har stor betydning for vores identitetsdannelse og liv:
1. Anerkendelse i den private sfære er, at vi bliver mødt med kærlighed, omsorg og påskønnelse. Som følelsesmæssig anerkendelse gør den os klar til at møde verden og større fællesskaber. Den lægger fundamentet til vores grundlæggende selvtillid.
2. Anerkendelse i den retslige sfære er, at vi af samfundet/systemet bliver behandlet som individer med rettigheder og pligter på lige fod med andre borgere og ikke diskrimineres. Anerkendelse i denne sfære giver en følelse af ligeværd og selvagtelse.
3. Anerkendelse i den solidariske sfære er, at vores deltagelse i og bidrag til samfundet/fællesskabet bliver bemærket og værdsat. Det vil sige, at vi føler, at vores egenskaber har værdi for fællesskabet. Anerkendelse i denne sfære fører til selvværd.
Se Sociologi ABC for yderligere
Medieforskeren, Stig Hjarvard, understreger, at vi som mennesker er aktive brugere af medierne, ikke blot passive modtagere. Vi bruger i høj grad medierne til:
• at opbygge personlig identitet
• at blive underholdt
• at skabe kontakter og føle os som del af et fællesskab
Se Sociologi ABC for yderligere
Det er imidlertid problematisk, hvis vores sociale identitet og tilhørsforhold bliver baseret på en stærk intolerance eller et direkte had mod bestemte andre grupper. Så kan man sige, at der er tale om negative fællesskaber, hvor der faktisk ikke er plads til ”de andre” – og meget ringe mulighed for at række ud til dem, interagere med dem og prøve at forstå dem.
Ekstremistiske miljøer bygger ofte på et stærkt fællesskab, der tilbyder det enkelte medlem anerkendelse, identitet og mening, samtidig med at bestemte grupper uden for miljøet opfattes som fjender, der skal bekæmpes.
Den type ekstremistiske miljøer kan særligt virke tillokkende på børn og unge, som mangler denne følelse af at høre til, være en del af noget meningsfyldt og at blive anerkendt.
På samme måde som i andre typer fællesskaber eksisterer der i ekstremistiske miljøer normer for, hvad der er acceptabel og værdifuld adfærd, ligesom der eksisterer sanktioner, hvis der afviges fra denne adfærd. Det kan være sanktioner i form af udelukkelse fra eller tab af status i fællesskabet, eller det kan være sanktioner i form af decideret afstraffelse. Der eksisterer ligeledes forskellige typer for belønninger (af og til også kaldet positive sanktioner), hvis individet lever op til forventningerne eller endda overskrider forventningerne i positiv retning. Belønning kan for eksempel være i form af øget adgang til ellers fortrolig viden, indflydelse og en højere rang i hierarkiet. Normer og sanktioner danner sammen en form for social kontrol, som gør, at individer i høj grad retter ind og tilpasser sig fællesskabet. I ekstremistiske miljøer er normer og sanktioner ofte skarpere og mere letforståelige end i mange andre typer fællesskaber. Det kan særligt appellere til personer, der higer efter klare rammer og kategoriske definitioner af godt og ondt, rigtigt og forkert, os og dem, ven og fjende.
Se videoen nedenfor
Casen, ’Mit had til skræk og advarsel’, bliver brugt med godkendelse fra Thomas Vestergaard og Danmarks Radio, som har rettighederne til dette materiale. Filmen er en fortælling om Thomas Vestergaards radikalisering. Thomas Vestergaard kom ud af miljøet, da Thomas Vestergaard i 2009 stod som den næste i rækken til at overtage formandskabet for Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse (DNSB). Men han havde i en længere periode gået med tanken om at forlade DNSB, fordi han ikke længere kunne identificere sig med partiet og det fællesskab, der var omkring det. Derudover havde han posttraumatisk stress og blev derfor tildelt førtidspension i samme periode. Alt dette gjorde, at Thomas Vestergaard valgte at trække sig fra DNSB, hvilket gruppen bemærkede. Som konsekvens valgte han at gå under jorden for en tid.
