Fokus for jeres gruppearbejde er et lydklip om Lukas Dam, der efter at være konverteret til islam blev radikaliseret og i 2014 rejste til Syrien og tilsluttede sig Islamisk Stat. Podcasten bliver brugt med tilladelse fra Jakob Sheikh, Third Ear og Politikken, som er rettighedsindehavere på ’Historien om Lukas’. Historien er taget med efter positivt tilsagn fra Lukas’ mor, Karolina Dam.
Før I hører klippet og læser teksten om Lukas nederst på denne side, skal I skimme spørgsmålene og læse de to afsnit nedenfor: ’Religiøs ekstremisme: Militant islamisme’ og ’Sociologisk vinkel’. Det gør jer klar til den efterfølgende drøftelse i gruppen og præsentation for klassen.
Jeres præsentation skal indeholde følgende elementer. I kan med fordel bruge PowerPoint eller Prezi – og tænk gerne i gode billeder og visualiseringer af jeres overvejelser. Hver gruppe har i alt 20 minutter inklusiv introduktion til casen. Åbn for drøftelse med klassen: Hvad har de at byde ind med?
Ekstremisme: Yderligtgående holdninger og/eller adfærd hos personer, der udviser en stærk intolerance eller et direkte had over for bestemte samfundsgrupper og accepterer anvendelsen af ikke-demokratiske, ulovlige eller voldelige midler for at ændre noget i samfundet.
Radikalisering: Den proces, en person går igennem i sin udvikling hen mod et stadigt mere ekstremistisk tankesæt og eventuelt handlingsmønster.
Religiøs ekstremisme kan opstå inden for alle religioner. Det kan ske, når en gruppe troende ser sig selv som indehavere af den eneste sandhed, hævet over andre og uden accept og tolerance for anderledes tænkende. Hvis man historisk ser på de voldelige sammenstød og krige, der har været mellem mennesker, har religion i mange tilfælde spillet en rolle – eller er i hvert fald blevet brugt som retfærdiggørelse for intolerance, vold og tvang mod andre grupper. Den religiøse ekstremisme baserer sig på et ønske om magt og ofte om markante samfundsændringer samt på intolerance, undertrykkelse, eksklusion eller tilintetgørelse af dem, der defineres som ”de andre”. Der er talrige eksempler inden for alle de store religioner i verden – på trods af, at langt størstedelen af troende er moderate og ønsker fredelig sameksistens.
Hvor nogle religiøse ekstremister mobiliserer sig omkring enkeltsager (for eksempel kristen abortmodstand i USA), er der andre, der ønsker mere gennemgribende samfundsændringer mod et samfund, der regeres efter, hvad de definerer som rent religiøse principper (for eksempel islamister som Hizb ut-Tahrir og Islamisk Stat, dog hver på deres måde).
Særligt efter angrebene på World Trade Center i New York d. 11. september 2001 har der fra Vestens side været fokus på den trussel, som den islamiske ekstremisme i form af militant islamisme udgør mod demokratiske samfund. Det skyldes bekymringen for, at radikalisering og ekstremisme skal føre til yderligere vold og terrorisme, som det de seneste år blandt andet er set i en række europæiske storbyer. De fortsatte blodige konflikter i navnlig Syrien, Irak og Afghanistan og den direkte trussel fra organisationer som Al-Qaeda og Islamisk Stat øger bekymringen for, hvad lande som Danmark har i vente fra den militante islamisme.
Danske fremmedkrigere, altså danskere, der rejser til udlandet for at deltage i kamphandlinger, er ikke et nyt fænomen. I de seneste år har særligt unge, der rejser til Syrien for at kæmpe sammen med militante islamistiske grupperinger, som Islamisk Stat, tiltrukket sig opmærksomhed. De såkaldte syrienkrigeres engagement og kamperfaring fra Syrien vækker bekymring – naturligvis hos de pågældendes familier, men også hos danske myndigheder på grund af den sikkerhedsudfordring, som myndighederne vurderer, der kan være forbundet med de unges tilbagevenden til Danmark. Det vurderes, at en kombination af faktorer kan gøre det svært for de unge at vende tilbage til et normalt liv igen. Navnlig er der en bekymring for, at de hjemvendte kan være særligt radikaliseret og voldsparate og dermed udgøre en terrortrussel i Danmark. Politiets Efterretningstjenestes Center for Terroranalyse vurderede i starten af 2017, at der siden sommeren 2012 var rejst mindst 145 personer til Syrien/Irak. Lidt under halvdelen befandt sig på det tidspunkt tilbage i Danmark, en fjerdedel i konfliktzonen, og en fjerdedel blev formodet dræbt (PET, Center for Terroranalyse, februar 2017: ”Vurdering af terrortruslen mod Danmark”).
Spørgsmålet, om hvad der får unge mennesker til at sympatisere med og tilslutte sig grupper som Al-Qaeda og Islamisk Stat, er ikke simpelt at besvare. Der foregår en aktiv rekruttering oppefra, altså fra organisationernes side. Navnlig Islamisk Stat har været kendt for sin målrettede og professionelle online propaganda, der appellerer til og manipulerer med unge mennesker, der føler sig marginaliseret i de vestlige samfund. Samtidig er der radikalisatorer, der fysisk tilnærmer sig unge mennesker for ”at tale dem ind” i ekstremistiske miljøer.
Der er imidlertid ikke kun tale om en rekruttering oppefra, men også om unge menneskers egen søgen efter mening og svar, handling og spænding. Hvilken rolle religionen spiller hos unge, der tilslutter sig militant islamistiske grupperinger, er meget omdiskuteret. Er det den enkeltes ekstreme dedikation til religionen, der radikaliserer og motiverer til intolerance og vold? Eller er det snarere mistrivsel, personlige frustrationer eller bestemte gruppedynamikker, der er drivende, og som blot finder en religiøs ramme at legitimere sig under? Ligger der en tilskyndelse til vold i religionen selv? Eller er et dybt kendskab til både egen og andres religion i virkeligheden forebyggende mod radikalisering og ekstreme udlægninger, fordi det giver basis for at se mere nuanceret på tingene? Er det manglen på viden om islam, der gør nogle unge muslimer lettere at manipulere og radikalisere, fordi de ikke kender deres religion godt nok til at finde modargumenter mod de ekstreme udlægninger? Der er ikke ét svar på den slags spørgsmål, for radikalisering er ikke en simpel og let forklarlig proces, der er ens for alle. Langt oftest er der en lang række forskellige faktorer, der spiller ind, og religionens rolle – og brug i radikaliseringsprocessen – varierer fra person til person og fra situation til situation.
Læs mere om emnet her: www.stopekstremisme.dk.
Islamisme: Der er mange former for islamisme og grader af, hvor vidtgående disse kan være i både deres mål og metoder. Fælles er et ønske om et islamisk samfund, hvor stat og lovgivning er baseret på islam.
Terrorisme: En taktik, hvor udøverne bruger ødelæggende vold for at skabe frygt i befolkningen, destabilisere systemet og påvirke beslutningstagerne i en bestemt retning (for eksempel til at trække sig ud af en konflikt eller ændre deres politik på et bestemt område). Terrorangrebs mål kan være tilfældige mennesker (som bare tilfældigvis befinder sig et givent sted), eller det kan være specifikt udvalgte ofre eller symbolmål (som står for en bestemt holdning, repræsenterer en bestemt gruppe eller har udført en bestemt handling). Det er vigtigt for terrorister at få opmærksomhed om deres handlinger. På den måde har de bedst mulighed for at skabe frygt og få en effekt. Volden er et middel til dette mål.
Reintegration/resocialisering: Processen, hvorigennem en person får genskabt en normal tilværelse i samfundet, typisk efter at have været ude i en eller anden form for problemer. Det kan eksempelvis være en kriminel, som efter fængselsophold skal have støtte til at genopbygge nye netværk og finde tilbage til et liv uden for de kriminelle miljøer.
Begrebsafklaring
Socialisering: Den proces, hvorved sociale normer, roller og værdier indlæres hos den enkelte.
Social eksklusion: Udelukkelse fra fællesskaber.
Stereotyper: Forsimplede og forvrængede forestillinger om bestemte befolkningsgrupper, der indlæres som en del af socialiseringen og er meget modstandsdygtige mod de argumenter, der fremføres mod dem.
Sociale kategorier: Skabelse af en form for ensartethed, hvor medlemmer har noget tilfælles, der adskiller dem fra dem, der ikke er inkluderet. National identitet (’dansker’) er et eksempel på en social kategori.
Virtuelle/digitale fællesskaber: Et fællesskab eller netværk af individer, der interagerer gennem digitale kanaler (for eksempel sociale medier).
Norm: Forventning om en specifik adfærd eller holdning. Normer kan være formelle i form af love eller uformelle i form af uskrevne regler. Til normer knyttes sanktioner, der er med til at sørge for, at normerne ikke bliver brudt.
Social kontrol: Kombination af normer og sanktioner, der skaber en social orden, som vi indretter os efter.
Se Sociologi ABC for yderligere
Medierne fremhæver ofte religion og ideologi som de væsentligste forklarende faktorer for, at unge mennesker tiltrækkes af ekstremistiske miljøer og radikaliseres. Det er imidlertid i mange tilfælde et forsimplet og misvisende billede.
Ofte er det i første omgang følelsen af at høre til, at være en del af et fællesskab, at få identitet, anerkendelse og spænding, der tiltrækker unge mennesker, der måske lige netop savner disse elementer i deres liv. I de tilfælde kommer det sociale aspekt først og det religiøse eller ideologiske/politiske aspekt efterfølgende.
Som mennesker formes og socialiseres vi gennem hele livet i en løbende vekselvirkning med vores omgivelser. Den primære socialisering finder sted i familien. Den tidlige opvækst og barndom har stor indflydelse på det enkelte individ, for her lægges nogle af de fundamentale ”klodser” i vores identitetsdannelse og selvtillid. Det gør en stor forskel, om man starter sit liv i en ressourcestærk familie med omsorg, kærlighed, støtte og positiv anerkendelse, eller om barndomshjemmet er præget af fravær og svigt – eller endda af vold og misbrug. Familien er dog langt fra den eneste påvirkende faktor i vores socialisering.
Den sekundære socialisering finder sted i daginstitutioner, blandt venner, i skoler, i sportsklubber, i foreningsfællesskaber, på arbejdspladser, gennem medier og virtuelle fællesskaber – kort sagt, gennem alle de sociale relationer, vi indgår i igennem vores liv og særligt i vores barndom og ungdom.
Internettet og de sociale medier spiller i dag en helt central rolle for unges socialiseringsproces og identitetsdannelse. Udover at skabe adgang til enorme mængder information og viden, giver medierne mulighed for dannelsen af nye fællesskaber og tilhørsforhold, der i høj grad går på tværs af tid og rum, det vil sige, at de også er uafhængige af store geografiske afstande.
Igennem vores sociale relationer – i både den primære og den sekundære socialisering og i både den fysiske og den virtuelle verden – opbygges vores forestilling om, hvem vi selv er, samt hvad vi kan, må og bør som individer og i de forskellige fællesskaber, vi indgår i. Vi opbygger ligeledes forestillinger om, hvem der er forskellig fra os selv, og som ikke hører til i vores fællesskab. Det kan kaldes en social kategorisering og er i sig selv en normal proces i individets forståelse af verden. Individet har brug for sociale tilhørsforhold og anerkendelse fra andre i fællesskabet.
Sociologen, Axel Honneth, har peget på tre anerkendelsesniveauer, der alle har stor betydning for vores identitetsdannelse og liv:
1. Anerkendelse i den private sfære er, at vi bliver mødt med kærlighed, omsorg og påskønnelse. Som følelsesmæssig anerkendelse gør den os klar til at møde verden og større fællesskaber. Den lægger fundamentet til vores grundlæggende selvtillid.
2. Anerkendelse i den retslige sfære er, at vi af samfundet/systemet bliver behandlet som individer med rettigheder og pligter på lige fod med andre borgere og ikke diskrimineres. Anerkendelse i denne sfære giver en følelse af ligeværd og selvagtelse.
3. Anerkendelse i den solidariske sfære er, at vores deltagelse i og bidrag til samfundet/fællesskabet bliver bemærket og værdsat. Det vil sige, at vi føler, at vores egenskaber har værdi for fællesskabet. Anerkendelse i denne sfære fører til selvværd.
Se Sociologi ABC for yderligere
Medieforskeren, Stig Hjarvard, understreger, at vi som mennesker er aktive brugere af medierne, ikke blot passive modtagere. Vi bruger i høj grad medierne til:
• at opbygge personlig identitet
• at blive underholdt
• at skabe kontakter og føle os som del af et fællesskab
Se Sociologi ABC for yderligere
Det er imidlertid problematisk, hvis vores sociale identitet og tilhørsforhold bliver baseret på en stærk intolerance eller et direkte had mod bestemte andre grupper. Så kan man sige, at der er tale om negative fællesskaber, hvor der faktisk ikke er plads til ”de andre” – og meget ringe mulighed for at række ud til dem, interagere med dem og prøve at forstå dem.
Ekstremistiske miljøer bygger ofte på et stærkt fællesskab, der tilbyder det enkelte medlem anerkendelse, identitet og mening, samtidig med at bestemte grupper uden for miljøet opfattes som fjender, der skal bekæmpes.
Den type ekstremistiske miljøer kan særligt virke tillokkende på børn og unge, som mangler denne følelse af at høre til, være en del af noget meningsfyldt og at blive anerkendt.
På samme måde som i andre typer fællesskaber eksisterer der i ekstremistiske miljøer normer for, hvad der er acceptabel og værdifuld adfærd, ligesom der eksisterer sanktioner, hvis der afviges fra denne adfærd. Det kan være sanktioner i form af udelukkelse fra eller tab af status i fællesskabet, eller det kan være sanktioner i form af decideret afstraffelse. Der eksisterer ligeledes forskellige typer for belønninger (af og til også kaldet positive sanktioner), hvis individet lever op til forventningerne eller endda overskrider forventningerne i positiv retning. Belønning kan for eksempel være i form af øget adgang til ellers fortrolig viden, indflydelse og en højere rang i hierarkiet. Normer og sanktioner danner sammen en form for social kontrol, som gør, at individer i høj grad retter ind og tilpasser sig fællesskabet. I ekstremistiske miljøer er normer og sanktioner ofte skarpere og mere letforståelige end i mange andre typer fællesskaber. Det kan særligt appellere til personer, der higer efter klare rammer og kategoriske definitioner af godt og ondt, rigtigt og forkert, os og dem, ven og fjende.
Hør lydfilen nedenfor
Informationerne er fra podcasten ”Historien om Lukas” fra 2016. Podcasten bliver brugt med tilladelse fra Jakob Sheikh, Third Ear og Politiken, som er rettighedsindehavere på ”Historien om Lukas”. Historien er taget med efter positivt tilsagn fra Lukas’ mor, Karolina Dam.
Lukas Dam blev diagnosticeret med asperger autisme som niårig, var socialt passiv og indadvendt og gik på specialskoler, indtil han bliver anbragt som 15-årig. I sine tidlige teenageår kom han på kant med loven og blev af flere omgange rodet ud i småkriminalitet. Også på opholdssteder udviste han til tider en truende og konfliktsøgende adfærd, og i enkelte tilfælde udviklede det sig til fysisk håndgemæng med personalet.
Som 14-15-årig kom Lukas i praktik på et autoværksted, hvor han tilsyneladende trivedes og var glad og stolt over sit arbejde. Det var på autoværkstedet, at Lukas, der var etnisk dansker fra en ikke-religiøs familie, blev introduceret til islam gennem en ven. Lukas syntes at tiltrækkes af religionens faste rammer: Frem for at alting var ”lige godt”, fandt han dér et miljø, hvor der var klare regler for, hvad der var godt og dårligt. Frem for at stå over for en masse valg kunne han nu skabe en identitet ved at efterleve nogle helt bestemte krav som rettroende muslim. De faste rammer, fællesskabet og den fasttømrede identitet syntes at give Lukas ro og mening.
Lukas fandt med tiden vej til den politisk-islamistiske organisation, Hizb ut-Tahrir, men fandt senere endnu mere fasttømrede regler og rammer i gruppen, Kaldet til Islam, hvor han kom i berøring med mere militant islamisme. Her centrerede retorikken sig overvejende om den uretfærdige behandling af muslimer – ikke mindst i Mellemøsten, hvor Islamisk Stat kæmpede for at oprette et kalifat. Gennem Kaldet til Islam fik Lukas en følelse af, at han kunne gøre en forskel i kampen mod uretfærdighed mod muslimer.
Lukas rejste i juni 2014 til Syrien for at bidrage til Islamisk Stats kamp. Han blev efter alt at dømme dræbt i december samme år i et amerikansk luftangreb i byen Kobane.
