Fokus for jeres gruppearbejde er forebyggelse af radikalisering og ekstremisme, og I skal blandt andet forholde jer til det, der kaldes forebyggelsestrekanten og til hovedlinjerne i regeringens handlingsplan på området. Jeres case er regeringens handlingsplan fra 2016 nederst på denne side.
Før I svarer på spørgsmålene, skal I skimme de fire spørgsmål og læse de to afsnit nedenfor: ’Forebyggelse af radikalisering og ekstremisme: Strategi’ og ’Sociologisk vinkel’. Det gør jer klar til den efterfølgende drøftelse i gruppen og præsentation for klassen.
Jeres præsentation skal indeholde følgende elementer. I kan med fordel bruge PowerPoint eller Prezi – og tænk gerne i gode billeder og visualiseringer af jeres overvejelser. Hver gruppe har i alt 20 minutter inklusiv introduktion til casen. Åbn for drøftelse med klassen: Hvad har de at byde ind med?
Ekstremisme: Yderligtgående holdninger og/eller adfærd hos personer, der udviser en stærk intolerance eller et direkte had over for bestemte samfundsgrupper og accepterer anvendelsen af ikke-demokratiske, ulovlige eller voldelige midler for at ændre noget i samfundet.
Radikalisering: Den proces, en person går igennem i sin udvikling hen mod et stadigt mere ekstremistisk tankesæt og eventuelt handlingsmønster.
Radikalisering er ikke en simpel og let forklarlig proces, der er ens for alle. Der kan være mange forskellige årsager til, hvorfor forskellige individer tiltrækkes af ekstremistiske miljøer og tankesæt, og de radikaliseringsprocesser, de går igennem, kan være vidt forskellige.
For nogle kan det være en hurtig udvikling præget af tilfældige bekendtskaber og gruppedynamikker. For andre kan det være en langvarig proces præget af tvivl og mange tanker om tro og ideologi.
For nogle kan processen være drevet af pres udefra. For andre kan det være en søgen efter klare svar og en mening med livet.
For nogle kan det være en social proces, knyttet tæt op til venner og fællesskab. For andre kan det være en mere ensom udvikling, bygget på inspiration fra internettet og virtuelle fællesskaber.
For nogle kan det være en flugt fra ensomhed og problemer. For andre kan det være en drift mod spænding, for at gøre en forskel, eller en kamp mod, hvad der betragtes som uretfærdighed.
Der kan være stor forskel på forskellige personers radikaliseringsprocesser, og når man ser på den enkelte persons radikalisering, er der ofte også tale om en kompleks proces, drevet af en lang række forskellige og nogle gange modsatrettede faktorer, der hver især spiller ind. Med andre ord: Der er ikke én forklaring på radikalisering. Der er mange.
Når radikaliseringsprocesser er så forskellige og komplekse, betyder det også, at dét, vi som samfund skal gøre for at forebygge radikalisering, ikke kan have én form, men skal kunne tilpasses den enkeltes situation.
Forebyggelse kan siges at foregå på tre niveauer, hvilket illustreres i forebyggelsestrekanten, anvendt af blandt andre Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme:
Den indgribende indsats er rettet mod personer, der allerede er blevet radikaliseret, og som eventuelt også har begået kriminalitet. Målet er at få individerne ud af de ekstremistiske miljøer og tankesæt og naturligvis også at få stoppet den voldelige og kriminelle løbebane, de måske har påbegyndt. Afhængigt af situationens karakter og alvor kan det involvere efterforskning og strafferetlige tiltag, men også ”blødere” indsatser, som mentorindsatser, hvor radikaliserede mødes med en mentor, som støtter dem i at finde en vej tilbage til et liv uden ekstremisme og kriminalitet.
Den foregribende indsats er rettet mod grupper og personer, der er radikaliseringstruede og på anden måde udsatte. Det vil sige, hvor der ses tegn på mistrivsel og eventuelt søgen mod ekstremistiske eller kriminelle miljøer. Den foregribende indsats er mere målrettet end den opbyggende indsats og omfatter blandt andet sociale og kriminalpræventive indsatser i socialt udsatte områder. Målet er at stoppe radikalisering i opløbet og at tilbyde positive alternativer til de unge.
Den opbyggende indsats angår os alle. Det er den del, der sikrer, at vi som mennesker trives og har en følelse af at høre til. Den opbyggende indsats foregår i hjemmet, i skolen og i klubber og foreninger, hvor børn og unge udvikler sociale kompetencer, kritisk sans, samfundsengagement og ansvarsbevidsthed. Det er den del af vores opdragelse og uddannelse, der gør os til robuste og engagerede medborgere generelt, og som også gør os mindre sårbare over for radikalisering.
Forebyggelsesarbejdet er således langt fra kun et politianliggende. Det starter derimod langt før, for det handler i første omgang om at skabe trivsel, inklusion og samtidig kritisk tænkende unge mennesker, der går nuanceret til tingene og er i stand til at modstå ekstremistiske udlægninger og ekstremisters had mod ”de andre”. Det handler dernæst om at kunne spotte tegn på mistrivsel og begyndende radikalisering og at kunne håndtere det så tidligt som muligt – før man risikerer, at det bliver et stort problem. Det er også tilfældet med andre typer socialt og kriminalpræventivt arbejde i SSP-regi, hvor skolen, de sociale myndigheder og politiet arbejder tæt sammen.
For yderligere inspiration se mere her.
Læs mere om emnet her: www.stopekstremisme.dk.
Begrebsafklaring
Socialisering: Den proces, hvorved sociale normer, roller og værdier indlæres hos den enkelte.
Social eksklusion: Udelukkelse fra fællesskaber.
Stereotyper: Forsimplede og forvrængede forestillinger om bestemte befolkningsgrupper, der indlæres som en del af socialiseringen og er meget modstandsdygtige mod de argumenter, der fremføres mod dem.
Sociale kategorier: Skabelse af en form for ensartethed, hvor medlemmer har noget tilfælles, der adskiller dem fra dem, der ikke er inkluderet. National identitet (’dansker’) er et eksempel på en social kategori.
Virtuelle/digitale fællesskaber: Et fællesskab eller netværk af individer, der interagerer gennem digitale kanaler (for eksempel sociale medier).
Norm: Forventning om en specifik adfærd eller holdning. Normer kan være formelle i form af love eller uformelle i form af uskrevne regler. Til normer knyttes sanktioner, der er med til at sørge for, at normerne ikke bliver brudt.
Social kontrol: Kombination af normer og sanktioner, der skaber en social orden, som vi indretter os efter.
Se Sociologi ABC for yderligere
Medierne fremhæver ofte religion og ideologi som de væsentligste forklarende faktorer for, at unge mennesker tiltrækkes af ekstremistiske miljøer og radikaliseres. Det er imidlertid i mange tilfælde et forsimplet og misvisende billede.
Ofte er det i første omgang følelsen af at høre til, at være en del af et fællesskab, at få identitet, anerkendelse og spænding, der tiltrækker unge mennesker, der måske lige netop savner disse elementer i deres liv. I de tilfælde kommer det sociale aspekt først og det religiøse eller ideologiske/politiske aspekt efterfølgende.
Som mennesker formes og socialiseres vi gennem hele livet i en løbende vekselvirkning med vores omgivelser. Den primære socialisering finder sted i familien. Den tidlige opvækst og barndom har stor indflydelse på det enkelte individ, for her lægges nogle af de fundamentale ”klodser” i vores identitetsdannelse og selvtillid. Det gør en stor forskel, om man starter sit liv i en ressourcestærk familie med omsorg, kærlighed, støtte og positiv anerkendelse, eller om barndomshjemmet er præget af fravær og svigt – eller endda af vold og misbrug. Familien er dog langt fra den eneste påvirkende faktor i vores socialisering.
Den sekundære socialisering finder sted i daginstitutioner, blandt venner, i skoler, i sportsklubber, i foreningsfællesskaber, på arbejdspladser, gennem medier og virtuelle fællesskaber – kort sagt, gennem alle de sociale relationer, vi indgår i igennem vores liv og særligt i vores barndom og ungdom.
Internettet og de sociale medier spiller i dag en helt central rolle for unges socialiseringsproces og identitetsdannelse. Udover at skabe adgang til enorme mængder information og viden, giver medierne mulighed for dannelsen af nye fællesskaber og tilhørsforhold, der i høj grad går på tværs af tid og rum, det vil sige, at de også er uafhængige af store geografiske afstande.
Igennem vores sociale relationer – i både den primære og den sekundære socialisering og i både den fysiske og den virtuelle verden – opbygges vores forestilling om, hvem vi selv er, samt hvad vi kan, må og bør som individer og i de forskellige fællesskaber, vi indgår i. Vi opbygger ligeledes forestillinger om, hvem der er forskellig fra os selv, og som ikke hører til i vores fællesskab. Det kan kaldes en social kategorisering og er i sig selv en normal proces i individets forståelse af verden. Individet har brug for sociale tilhørsforhold og anerkendelse fra andre i fællesskabet.
Sociologen, Axel Honneth, har peget på tre anerkendelsesniveauer, der alle har stor betydning for vores identitetsdannelse og liv:
1. Anerkendelse i den private sfære er, at vi bliver mødt med kærlighed, omsorg og påskønnelse. Som følelsesmæssig anerkendelse gør den os klar til at møde verden og større fællesskaber. Den lægger fundamentet til vores grundlæggende selvtillid.
2. Anerkendelse i den retslige sfære er, at vi af samfundet/systemet bliver behandlet som individer med rettigheder og pligter på lige fod med andre borgere og ikke diskrimineres. Anerkendelse i denne sfære giver en følelse af ligeværd og selvagtelse.
3. Anerkendelse i den solidariske sfære er, at vores deltagelse i og bidrag til samfundet/fællesskabet bliver bemærket og værdsat. Det vil sige, at vi føler, at vores egenskaber har værdi for fællesskabet. Anerkendelse i denne sfære fører til selvværd.
Se Sociologi ABC for yderligere
Medieforskeren, Stig Hjarvard, understreger, at vi som mennesker er aktive brugere af medierne, ikke blot passive modtagere. Vi bruger i høj grad medierne til:
• at opbygge personlig identitet
• at blive underholdt
• at skabe kontakter og føle os som del af et fællesskab
Se Sociologi ABC for yderligere
Det er imidlertid problematisk, hvis vores sociale identitet og tilhørsforhold bliver baseret på en stærk intolerance eller et direkte had mod bestemte andre grupper. Så kan man sige, at der er tale om negative fællesskaber, hvor der faktisk ikke er plads til ”de andre” – og meget ringe mulighed for at række ud til dem, interagere med dem og prøve at forstå dem.
Ekstremistiske miljøer bygger ofte på et stærkt fællesskab, der tilbyder det enkelte medlem anerkendelse, identitet og mening, samtidig med at bestemte grupper uden for miljøet opfattes som fjender, der skal bekæmpes.
Den type ekstremistiske miljøer kan særligt virke tillokkende på børn og unge, som mangler denne følelse af at høre til, være en del af noget meningsfyldt og at blive anerkendt.
På samme måde som i andre typer fællesskaber eksisterer der i ekstremistiske miljøer normer for, hvad der er acceptabel og værdifuld adfærd, ligesom der eksisterer sanktioner, hvis der afviges fra denne adfærd. Det kan være sanktioner i form af udelukkelse fra eller tab af status i fællesskabet, eller det kan være sanktioner i form af decideret afstraffelse. Der eksisterer ligeledes forskellige typer for belønninger (af og til også kaldet positive sanktioner), hvis individet lever op til forventningerne eller endda overskrider forventningerne i positiv retning. Belønning kan for eksempel være i form af øget adgang til ellers fortrolig viden, indflydelse og en højere rang i hierarkiet. Normer og sanktioner danner sammen en form for social kontrol, som gør, at individer i høj grad retter ind og tilpasser sig fællesskabet. I ekstremistiske miljøer er normer og sanktioner ofte skarpere og mere letforståelige end i mange andre typer fællesskaber. Det kan særligt appellere til personer, der higer efter klare rammer og kategoriske definitioner af godt og ondt, rigtigt og forkert, os og dem, ven og fjende.
Her kan du finde den nationale handlingsplan, Forebyggelse og bekæmpelse af ekstremisme og radikalisering, som blev offentliggjort af den siddende regering d. 11. oktober 2016.
Handlingsplanen indeholder i alt 41 initiativer fordelt på 9 indsatsområder. Planen er blevet fulgt op af en politisk aftale, og en lang række af planens konkrete initiativer er blevet igangsat.
1. Mere koordineret og vidensbaseret forebyggelsesindsats
• Nationalt center for forebyggelse af ekstremisme og radikalisering
• Fælles værktøj til vurdering og visitering af sager om radikalisering
• Kortlægning af indsats og samarbejde i kommuner og info-huse
• Styrkelse af de regionale info-huse
2. Styrket indsats i politikredse og kommuner
• Vejledning til politikredsene om sagsbehandling og risikovurdering
• Exituddannelse for udvalgte medarbejdere i politikredsene
• Vejledning til kommunerne om foranstaltninger i konkrete sager
• Vejledning til kommunerne om samarbejde med foreninger
• Kommunale handlingsplaner for forebyggelse af ekstremisme og radikalisering
• Øget fokus på særlige risikogrupper
• Nationalt korps af mentorer og forældrecoaches
3. Bekæmpelse af ekstremistisk propaganda og forebyggelse af online-radikalisering
• Kortlægning af ekstremisters brug af sociale medier
• Styrket retsforfølgning af spredning af ekstremistisk materiale
• Særlig enhed for bortfjernelse og nyt blokeringsfilter
• National alliance mod online-radikalisering
• Korps af digitale fornuftsstemmer
• Mobilisering af unge stemmer i forebyggelse af online-radikalisering
• Undervisnings- og informationsmaterialer om kritisk tænkning
4. Hård kurs mod fremmedkrigere
• Stop for offentlige ydelser til fremmedkrigere
• Beskyttelse af børn og unge mod hjemvendte fremmedkrigere og andre terrordømte
5. Målrettet indsats i kriminelle miljøer
• Konsekvent indgriben overfor ekstremistiske udtalelser
• Målrettet og konsekvent indsats mod ‘almindelig’ kriminalitet i radikaliserede miljøer
• Styrkede metoder til forebyggelse af cross-over rekruttering
6. Styrket indsats mod radikalisering i fængsler
• Ny radikaliseringsenhed og styrket IT-platform i Kriminalforsorgen
• Nye exit-værktøjer og opkvalificering af medarbejdere
• Undersøgelse af modeller for sektionering i fængsler
• Deltagelse i exit-program som krav for prøveløsladelse
7. Systematisk indsats i dagtilbud, grundskolen og ungdomsuddannelser
• Øget fokus på tidlig forebyggelse i dagtilbud, grundskolen og ungdomsuddannelser
• Nye metoder og opkvalificering af fagprofessionelle
• Mønsterskoleprojekt for at forebygge hadforbrydelser
8. Aktivering og inddragelse af lokalsamfund
• Forbedret indsats i ghettoområder og udsatte boligområder
• Styrkede metoder til forebyggelse i boligområder
• Udvidelse af PET’s outreach-indsats
9. Styrket internationalt arbejde
• Styrkelse af samtænkningen mellem nationale og internationale indsatser
• Styrke Danmarks bidrag til den globale koalition til bekæmpelse af ISIL
• Bygge videre på lovende initiativer i Mellemøsten
• Styrket international informationsudveksling om fremmedkrigere
• Fortsætte og videreudvikle projekter på Afrikas Horn
• Fokus på udviklingspolitikkens relevans for forebyggelsen
• Opbygning og udbygning af projekter i udsatte lande
Den fulde version af regeringens handlingsplan ligger her: http://uim.dk/publikationer/forebyggelse-og-bekaempelse-af-ekstremisme-og-radikalisering
