Fokus for jeres gruppearbejde er et lydklip, hvor mentor, Mohamad Hassan, blandt andet fortæller om sin rolle og erfaring som mentor for en ung, radikaliseret mand med sympati for Islamisk Stat.
Før I læser artiklen, skal I skimme de fire spørgsmål og læse de to afsnit nedenfor: ’Forebyggelse af radikalisering og ekstremisme: Praksis’ og ’Sociologisk vinkel’. Det gør jer klar til den efterfølgende drøftelse i gruppen og præsentation for klassen.
Jeres præsentation skal indeholde ovenstående elementer. I kan med fordel bruge PowerPoint eller Prezi – og tænk gerne i gode billeder og visualiseringer af jeres overvejelser. Hver gruppe har i alt 20 minutter inklusiv introduktion til casen. Åbn for drøftelse med klassen: Hvad har de at byde ind med?
Ekstremisme: Yderligtgående holdninger og/eller adfærd hos personer, der udviser en stærk intolerance eller et direkte had over for bestemte samfundsgrupper og accepterer anvendelsen af ikke-demokratiske, ulovlige eller voldelige midler for at ændre noget i samfundet.
Radikalisering: Den proces, en person går igennem i sin udvikling hen mod et stadigt mere ekstremistisk tankesæt og eventuelt handlingsmønster.
Aarhusmodellen startede som et pilotprojekt i 2007 i et samarbejde mellem Østjyllands Politi og Aarhus Kommune med det formål er ’at forebygge radikalisering af unge, såvel politisk som religiøst betinget, og derigennem fremme tryghed og trivsel’. Det var i medierne, at initiativet fik navnet Aarhusmodellen, og det er en term, der siden er blevet internationalt kendt for sit fokus på et tæt samarbejde mellem myndigheder og en proaktiv indsats i forhold til unge, der udviser tegn på radikalisering, voldsparathed og risikoadfærd.
Aarhusmodellen er imidlertid ikke et enkeltstående tilfælde, men derimod baseret på en bredere dansk model for forebyggelse af radikalisering og ekstremisme. Fokus ligger på et aktivt samarbejde mellem myndigheder og en samtænkning med det allerede eksisterende sociale og kriminalpræventive arbejde. Problematikken omkring radikalisering hænger nemlig ofte sammen med en række andre problematikker og risici for unge mennesker og kan derfor også med fordel håndteres med flere af de samme metoder og erfaringer.
I de 12 danske politikredse findes der såkaldte Infohuse, hvor forebyggelsen af radikalisering og ekstremisme koordineres med deltagelse af en række aktører fra politi og kommune. SSP-samarbejdet (som er et formaliseret samarbejde mellem skole, de sociale myndigheder og politiet) står helt centralt i forebyggelsesindsatsen. Det hænger godt sammen med tankesættet om, at radikaliseringsproblematikken skal ses i sammenhæng med andre bekymringsområder, som for eksempel mistrivsel, misbrug, vold og kriminalitet, og således indgår i det øvrige sociale og kriminalpræventive arbejde.
Det forebyggende arbejde dækker hele spektret fra bredt oplysningsarbejde til målrettet håndtering af specifikke udfordringer med radikaliserede og voldsparate unge. Det vil sige, at der for eksempel afholdes oplæg, undervisning og temadage om problematikken for at sikre, at unge og voksne generelt bliver bedre klædt på til at modstå og håndtere problematikken – i deres roller som for eksempel forældre, lærere, undervisere, sportstrænere eller medstuderende/venner. Det vil også sige, at der rækkes ud og etableres relationer til unge, der viser tegn på radikalisering eller anden udsathed og mistrivsel. Og så vil det sige, at der bliver sat ind i håndteringen af enkeltsager, hvor personer er blevet radikaliseret og eventuelt også indgår eller har indgået i kriminelle og voldelige aktiviteter. Hvis det sidste er tilfældet, kan der være tale om strafferetlige tiltag, men der kan også være tale om rådgivning om exitforløb (for hvordan de unge kommer ud af den ekstremistiske og kriminelle løbebane og bliver resocialiseret). Dette kan blandt andet indeholde elementer som psykologsamtaler, jobtilbud og mentorforløb.
Mentorforløb benyttes både i forhold til personer, der allerede kommer i ekstremistiske miljøer, og personer, der i risiko for radikalisering. Der er ikke nogen krav til, hvilken specifik baggrund en mentor skal have. Det vigtigste er, at mentoren og den unge (mentee) kan relatere til hinanden. Mentoren kan fungere som en sparringspartner og hjælp i forhold til praktiske ting (som uddannelse, arbejde og bolig), men også i forhold til mere eksistentielle drøftelser om politik, religion og identitet. Menteen har brug for at blive lyttet til, men også at blive udfordret på sine holdninger, som ofte bærer præg af stereotyper og en kategorisk opdeling af verden i godt og ondt, sort og hvidt. Mentorordningen har blandt andet været brugt for at afværge unge i at rejse til Syrien som såkaldte ”syrienskrigere” eller ved deres tilbagekomst fra Syrien. Formålet er at hjælpe de unge med at komme til at fungere normalt i samfundet.
For yderligere inspiration se mere her.
Læs mere om emnet her: www.stopekstremisme.dk.
Begrebsafklaring
Socialisering: Den proces, hvorved sociale normer, roller og værdier indlæres hos den enkelte.
Social eksklusion: Udelukkelse fra fællesskaber.
Stereotyper: Forsimplede og forvrængede forestillinger om bestemte befolkningsgrupper, der indlæres som en del af socialiseringen og er meget modstandsdygtige mod de argumenter, der fremføres mod dem.
Sociale kategorier: Skabelse af en form for ensartethed, hvor medlemmer har noget tilfælles, der adskiller dem fra dem, der ikke er inkluderet. National identitet (’dansker’) er et eksempel på en social kategori.
Virtuelle/digitale fællesskaber: Et fællesskab eller netværk af individer, der interagerer gennem digitale kanaler (for eksempel sociale medier).
Norm: Forventning om en specifik adfærd eller holdning. Normer kan være formelle i form af love eller uformelle i form af uskrevne regler. Til normer knyttes sanktioner, der er med til at sørge for, at normerne ikke bliver brudt.
Social kontrol: Kombination af normer og sanktioner, der skaber en social orden, som vi indretter os efter.
Se Sociologi ABC for yderligere
Medierne fremhæver ofte religion og ideologi som de væsentligste forklarende faktorer for, at unge mennesker tiltrækkes af ekstremistiske miljøer og radikaliseres. Det er imidlertid i mange tilfælde et forsimplet og misvisende billede.
Ofte er det i første omgang følelsen af at høre til, at være en del af et fællesskab, at få identitet, anerkendelse og spænding, der tiltrækker unge mennesker, der måske lige netop savner disse elementer i deres liv. I de tilfælde kommer det sociale aspekt først og det religiøse eller ideologiske/politiske aspekt efterfølgende.
Som mennesker formes og socialiseres vi gennem hele livet i en løbende vekselvirkning med vores omgivelser. Den primære socialisering finder sted i familien. Den tidlige opvækst og barndom har stor indflydelse på det enkelte individ, for her lægges nogle af de fundamentale ”klodser” i vores identitetsdannelse og selvtillid. Det gør en stor forskel, om man starter sit liv i en ressourcestærk familie med omsorg, kærlighed, støtte og positiv anerkendelse, eller om barndomshjemmet er præget af fravær og svigt – eller endda af vold og misbrug. Familien er dog langt fra den eneste påvirkende faktor i vores socialisering.
Den sekundære socialisering finder sted i daginstitutioner, blandt venner, i skoler, i sportsklubber, i foreningsfællesskaber, på arbejdspladser, gennem medier og virtuelle fællesskaber – kort sagt, gennem alle de sociale relationer, vi indgår i igennem vores liv og særligt i vores barndom og ungdom.
Internettet og de sociale medier spiller i dag en helt central rolle for unges socialiseringsproces og identitetsdannelse. Udover at skabe adgang til enorme mængder information og viden, giver medierne mulighed for dannelsen af nye fællesskaber og tilhørsforhold, der i høj grad går på tværs af tid og rum, det vil sige, at de også er uafhængige af store geografiske afstande.
Igennem vores sociale relationer – i både den primære og den sekundære socialisering og i både den fysiske og den virtuelle verden – opbygges vores forestilling om, hvem vi selv er, samt hvad vi kan, må og bør som individer og i de forskellige fællesskaber, vi indgår i. Vi opbygger ligeledes forestillinger om, hvem der er forskellig fra os selv, og som ikke hører til i vores fællesskab. Det kan kaldes en social kategorisering og er i sig selv en normal proces i individets forståelse af verden. Individet har brug for sociale tilhørsforhold og anerkendelse fra andre i fællesskabet.
Sociologen, Axel Honneth, har peget på tre anerkendelsesniveauer, der alle har stor betydning for vores identitetsdannelse og liv:
1. Anerkendelse i den private sfære er, at vi bliver mødt med kærlighed, omsorg og påskønnelse. Som følelsesmæssig anerkendelse gør den os klar til at møde verden og større fællesskaber. Den lægger fundamentet til vores grundlæggende selvtillid.
2. Anerkendelse i den retslige sfære er, at vi af samfundet/systemet bliver behandlet som individer med rettigheder og pligter på lige fod med andre borgere og ikke diskrimineres. Anerkendelse i denne sfære giver en følelse af ligeværd og selvagtelse.
3. Anerkendelse i den solidariske sfære er, at vores deltagelse i og bidrag til samfundet/fællesskabet bliver bemærket og værdsat. Det vil sige, at vi føler, at vores egenskaber har værdi for fællesskabet. Anerkendelse i denne sfære fører til selvværd.
Se Sociologi ABC for yderligere
Medieforskeren, Stig Hjarvard, understreger, at vi som mennesker er aktive brugere af medierne, ikke blot passive modtagere. Vi bruger i høj grad medierne til:
• at opbygge personlig identitet
• at blive underholdt
• at skabe kontakter og føle os som del af et fællesskab
Se Sociologi ABC for yderligere
Det er imidlertid problematisk, hvis vores sociale identitet og tilhørsforhold bliver baseret på en stærk intolerance eller et direkte had mod bestemte andre grupper. Så kan man sige, at der er tale om negative fællesskaber, hvor der faktisk ikke er plads til ”de andre” – og meget ringe mulighed for at række ud til dem, interagere med dem og prøve at forstå dem.
Ekstremistiske miljøer bygger ofte på et stærkt fællesskab, der tilbyder det enkelte medlem anerkendelse, identitet og mening, samtidig med at bestemte grupper uden for miljøet opfattes som fjender, der skal bekæmpes.
Den type ekstremistiske miljøer kan særligt virke tillokkende på børn og unge, som mangler denne følelse af at høre til, være en del af noget meningsfyldt og at blive anerkendt.
På samme måde som i andre typer fællesskaber eksisterer der i ekstremistiske miljøer normer for, hvad der er acceptabel og værdifuld adfærd, ligesom der eksisterer sanktioner, hvis der afviges fra denne adfærd. Det kan være sanktioner i form af udelukkelse fra eller tab af status i fællesskabet, eller det kan være sanktioner i form af decideret afstraffelse. Der eksisterer ligeledes forskellige typer for belønninger (af og til også kaldet positive sanktioner), hvis individet lever op til forventningerne eller endda overskrider forventningerne i positiv retning. Belønning kan for eksempel være i form af øget adgang til ellers fortrolig viden, indflydelse og en højere rang i hierarkiet. Normer og sanktioner danner sammen en form for social kontrol, som gør, at individer i høj grad retter ind og tilpasser sig fællesskabet. I ekstremistiske miljøer er normer og sanktioner ofte skarpere og mere letforståelige end i mange andre typer fællesskaber. Det kan særligt appellere til personer, der higer efter klare rammer og kategoriske definitioner af godt og ondt, rigtigt og forkert, os og dem, ven og fjende.
Hør lydfilen nedenfor
Casen bliver brugt med godkendelse fra Danmarks Radio, som er rettighedsindehavere, samt med positivt tilsagn fra Mohamad Hassan. Mohamad arbejder i dag i konsulentvirksomheden Outreach med forebyggelse af radikalisering og ekstremisme blandt andet gennem undervisning af fagpersonale og forældre.
